Mor ved bedst ~ det ekspertificerede moderskab
Der er efterhånden ingen grænser for, hvad en mor i dag skal vide om sit barn og sit moderskab. Der findes alverdens kurser og guides, som kan gøre moderen endnu mere kompetent som mor (kurser om amning, tegn til tale, motorik, tilknytningsmønstre, opstart af fast føde, indkøring osv.), og mange finder det også fuldstændig naturligt at dygtiggøre sig i sit moderskab, for at kunne være den bedst mulige mor for sit barn. Mange vil vide mest muligt for at være bedst mulig.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har forsøgt at tage en kandidatgrad i moderskabet. Ikke en eneste ting omkring min ældste søn kunne ske, uden at jeg havde læst mindst to bøger om emnet og gjort alt hvad jeg kunne for at være mest muligt opdateret og kvalificeret til at træffe valg på hans og mine vegne. Jeg skulle være den mest kompetente og vidende mor på legepladsen, tjek.
Professor i moderskabsstudier (motherhood studies) Andrea O’Reilly taler om ti karakteristika ved moderskabet i det 21. århundrede, og her vil jeg fremhæve blot et enkelt af disse: ekspertificering.
O’Reilly beskriver, hvordan moderskabet er blevet til et ekspert-projekt: Moderskabet er blevet en arena for eksperter, og hvor det forventes og betragtes ”som sund fornuft” at enhver mor rådfører sig med eksperter på alle områder af sit moderskab. Underforstået er moderen altså ikke selv en ekspert i sit moderskab, men hun kan potentielt blive det, hvis hun opsøger nok viden fra kvalificerede eksperter. Kandidatgrad i moderskabet, right.
Det undertrykkende aspekt her er selvfølgelig, at en mor ikke betragtes som en ekspert i sit eget liv, i sit eget moderskab ~ og at det i vores kultur betragtes som almindelig sund fornuft at lytte mere til andre eksperter end sig selv og sine egne fornemmelser af sit barn.
Men at mødre forventes at være små eksperter på deres børn ve, vel og udvikling hører ikke kun det 21. århundrede til. Sådan har det været i mere end et århundrede.
I slutningen af 1800-tallet begyndte husholdningsskoler at dukke op i det danske landskab, og bare mellem 1895-1915 blev der oprettet 20 over hele landet. På skolerne kunne de unge kvinder modtage undervisning i alt fra husholdning, regnskab, madlavning til barnepleje. Bag de mange nye skoler lå der en storstilet ambition om at løfte respekten for husmoderens rolle og arbejde i det danske samfund. At holde hus og børn skulle reformuleres til at være et ædelt håndværk, og noget som den enkelte husmoder kunne være stolt af at udføre i nationens tjeneste.
I 1896 publiceres første udgave af Husmoderens Blad, hvor man bl.a. kunne læse
”[…] Der hører en Uddannelse til at være Hustruer og Mødre, som Kvinderne ikke må gå uden om. En uduelig Husmoder, en Husmoder, som skal prøve sig frem i alt, er jo en Ruin for et nyt Hjem.”
Det var fuldstændig essentielt i den nye formulering af husmoderen som kategori og figur, at hun var udannet i at holde hus, hjem og børn. Hun skulle være formet af den nyeste viden om renhed, hygiejne, sundhed, ernæring m.m. ~ hun skulle med andre ord være en ekspert på sit område, og hun skulle sætte en stolthed i at være det.
Kvinder har holdt hjem og børn i århundreder, men selve formuleringen, identificeringen og diskursiveringen af ”Husmoderen”, som en særlig rolle med et særligt ansvar, dukker op her på tærsklen mellem det 19. og det 20. århundrede. Det sker ikke ved et tilfælde ~ det sker fordi husmoderen skal løse et problem på nationens vegne.
I overgangen til det 20. århundrede blev befolkningen af magthavere og myndigheder i høj grad betragtet som et opdragelsesprojekt. Ny viden om fx ernæring, hygiejne og sundhed begynder at sprede sig og betyder, at befolkningen i høj grad skal opdrages til at følge den nyeste viden for at sikre befolkningens sundhed, levedygtighed – og arbejdskraft.
Husmoderen får en afgørende rolle i dette opdragelsesprojekt. Gennem diskursiveringen af husmoderen som eksperten på alt indenfor hjemmets fire vægge, var det myndighedernes håb, at den næste generation naturligt ville blive opdraget i de nye principper og at det også ville smitte af på husmødrenes mænd:
”Hvis Konen i Huset forstaar, hvorledes Sundheden skal bevares, ved hvilken Mad og hvilke Vaner, saa lærer hendes Mand det, uden at han bemærker det, og Børnene bliver opdraget til at spise rigtigt og værne deres Helbred lige saa naturligt, som de bliver opdraget til ikke at spise med Kniv og ikke falde de Voksne i Talen. […] At Kvinderne forstaar, hvad Sundheden er værd, betyder, at Slægten vinder den.”
fremhævede skribenten Kate Fleron i 1939.
Det var med andre ord kvindernes opgave at sørge for at holde orden på både mand og børn, og det var nødvendigt for Statens ve og vel, at hun løftede sin opgave til fulde. Danmark var præget af et faldende fødselstal i starten af 1900-tallet, og det var derfor nødvendigt at sikre, at de børn der så blev født blev sunde, stærke borgere og fremtidig arbejdskraft.
Nationens ve og vel blev i høj grad lagt på kvindernes skuldre, og derfor var det af afgørende betydning, at også kvinderne blev opdraget til at være de bedst mulige (hus)mødre. Indførelsen af sundhedsplejersker i 1937 skal ses som led i netop dette opdragelsesprojekt.
”Vi trænger til Mødre, der modtager Børn som en Guds Gave, de engang skal aflægge Regnskab for: Mødre, der ejer Evnen til at opdrage deres Børn til størst mulig legemlig og åndelig Udvikling; Mødre som anser Barnekammeret for Hjemmets allerhelligste, det Sted, hvor hun langt hellere vil tilbringe sin tid end foran Spejlet […] Mødre må fra deres tidligste Barndom opdrages til deres hellige og ansvarsfulde Kald.” – Husmoderen Blad, 1896
Paradoksalt nok så forsøger denne nye diskursivering af husmoderen at gøre husholdning og barnepleje til hendes ”hellige kald”, mens det samtidigt er tydeligt, at hun ikke kan forlade sig på egne instinkter. Hun skal opdrages og forlade sig på eksperterne.
Et paradoks, der stadig lever i bedste velgående i dag.
Kilder:
Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen (2004): Lys, luft og renlighed - Den moderne socialhygiejnes fødsel
Pia Fris Laneth (2014): Moderskab og mødrehjælp
Andrea O’Reilly (2013): “It saved my life”
Signild Vallgårda (2003): Folkesundhed som politik