Maternal Gatekeeping - når mor lukker døren

Et af mine mest populære opslag på Instagram er dette om begrebet og fænomenet ”maternal gatekeeping”. Maternal gatekeeping kan oversættes til ”mor som dørvogter”, og det er et begreb for den situation, at mødre kan eller forsøger at overvåge, kontrollere eller regulere andres (fx fars eller bedsteforældres) omgang med sit barn. 

Når du som mor har brug for, at andre taler anderledes til dit barn, leger anderledes med ham, ikke siger sådan til hende, ikke skærer maden ud på den måde, ikke opfører sig sådan – så agerer du dørvagt for dit barn. Så kontrollerer du adgangen og adfærden – rummet – omkring dit barn.

Og no shame i det – jeg har maternal gatekeepet som gjaldt det mit liv – det er en del af forældrerollen at sætte grænser, at sætte rammerne og at finde sin egen vej i hele det her opdragelsesland. Maternal gatekeeping er ikke et problem, før det er problem.

For det er et problem, hvis du ender med at få far til at føle sig inkompetent eller usikker på omgangen med sit eget barn. Det er (for de fleste) et problem, hvis du får skubbet bedsteforældrene så meget ud på sidelinjen, at de ikke længere tør tage initiativer i forholdet til dit barn. Det er et problem, når det begynder at skade dit barns relationer til andre.

Jeg tror, at de fleste af os er skyldige i det her i en eller anden grad (I know I am), og flere af os er også blevet mødt med ord eller øjne, der sagde ”ej, slap nu lidt af”. Måske du endda også har sagt det til dig selv, og af og til føler dig fanget imellem at føle dig for meget og alligevel have brug for at intervenere. Måske du slår dig selv rigtig meget i hovedet over ”hvorfor du ikke bare kan slappe af”, eller måske du hviler fuldstændig i at gatekeepe?

Jeg synes ikke, at du skal slå dig selv oven i hovedet. Jeg synes, du skal være nysgerrig på, hvor kommer det her behov for at regulere dit barns omverden fra? Hvad er det du er bange for, der sker, hvis du ikke griber ind?

Jeg kan have et bud på, hvad du er bange for – og jeg tager måske fuldstændig fejl – men måske du (som jeg var) er bange for at skade dit barns langsigtede udvikling, hvis han ikke konstant og evindeligt blev mødt rummende, anerkendende, indfølende og altså altid var pakket ind i et tykt tæppe af det nye børnesyn. Måske du er bange for, at hvis bare barnet en enkelt gang hører ”ej, store drenge græder da ikke” eller ”pyt med det, bare op igen”, så vil han for altid gemmer sine følelser væk, fordi han har lært, at der ikke er plads til dem.

Det var jeg vitterligt bange for, selvom det føles lidt sindssygt at se det skrevet sort på hvidt her.

Så jeg havde hele tiden antennerne ude og overvågede ”var det nu nok-nyt-børnesyns-agtigt, det mormor lige sagde til ham? Eller skal jeg lige sige det rigtigt… altså bare for en sikkerheds skyld, ik…”

Vi, der føder og opdrager vores børn i disse år, gør det i en forældre- og børnekultur, der er fuldstændig besat af tryghed, tilknytning og at kun det allerbedste er godt nok til vores børn.

Det er ekstremt privilegeret at kunne opdrage sine børn i de omgivelser; det er så ekstremt privilegeret, at vi kan føle os så sikre på, at både vores børns og vores egne basale behov bliver dækket i så høj grad, at ”det eneste” der er tilbage at fokusere på, er at være den bedst mulige (hvilket ofte er den mest omsorgsfulde, mest rummende, mest i-øjenhøjde) mor eller far.

Og hey, tryghed er godt, omsorg er så godt, at kunne sætte sig i sit barns sted er fantastisk. Jeg er på ingen måder fortaler for, at vi hu-hej finder 90’er-pædagogikken frem igen. Men vores nuværende forældrekultur er for ensidigt fokuseret, for deterministisk og intensiv, og bilder forældre – især mor – ind, at det fulde ansvar for barnets ve og vel og langvarige udvikling, udelukkende hviler på hendes skuldre. Der bilder mor ind, at for at være en god nok mor, så skal hun påtager sig det her umenneskelige ansvar og forvalte det kærligt og fornuftigt hvert eneste sekund, hun er sammen med sit barn.  

Mange steder hvor det nye børnesyn udbredes og prædikes, bliver det simpelthen overdrevet. Med den konsekvens, at spillerummet for ”hvad der skal til for at være en god mor” er blevet så lille og blevet ophøjet til et krav om perfekthed. Vi er en del af en forældre generation, der tror, at vi skal være konstant responsive og konstant nærværende overfor vores børn. Ellers så skader det tilknytningen eller vores barns udvikling.

Og det er simpelthen ikke rigtigt.

Derimod er det en direkte vej til udbrændthed for forældrene, for når kun det bedste er godt nok, så bliver vi presset til at være de bedste hele tiden. Det er ikke bare fuldstændig udmattende, men også fuldstændig umuligt at leve op til.

Så hvis du tager dig selv i at væres skyldig i maternal gatekeeping, så vil jeg gerne invitere dig til at mærke efter: Kommer det af frygt?

Sætter du grænser og hegn omkring dit barn, fordi du er bange? Bange for hvad der kan ske eller ikke ske? Bange for at det ikke er godt nok? Bange for at du ikke er god nok?

Så vil jeg gerne minde dig kærligt om, at du fortjener at praktisere dit moderskab fra et sted, der ikke er båret af frygt. Du fortjener en moderskabspraksis, der er baseret på kærlighed, ro og tillid.

Maternal gatekeeping kan være et tegn på en mor, der er på mentalt overarbejde konstant. Det kan være tegn på, at der er noget, du ikke ægte trives med – og hvis det er tilfældet, vil jeg meget gerne hjælpe dig med at finde en anden og bedre retning for dig og dit moderskab.