Alle mødre er karrieremennesker

Når jeg taler med mødre om arbejdsliv og karriere, handler samtalen stort set altid om, at det føles stort set umuligt at balancere et arbejde og et familieliv. I et samfund, hvor vi forventes at arbejde, som om vi ikke har børn, og have børn, som om vi ikke arbejdede, bliver vores offentlige arbejdsliv og vores private familieliv typisk sat i et direkte modsætningsforhold til hinanden.

Hele ideen om en work/life-balance vidner netop om et meget skarpt skel mellem vores privatliv og vores arbejdsliv – du kan øve dig i at balancere dem, men du må for guds skyld ikke blande dem.

Vores samfund er fuld af både meget tydelige og mindre synlige signaler om dette. Måske dine kolleger eller chef himler med øjnene, når du igen har syge børn. Måske en pædagog eller insta-ekspert får sagt mellem linjerne, at det altså ikke er så godt for dine børns tilknytning, at du henter dem sent pga. arbejde. Derfor bliver forholdet mellem arbejde og familieliv stort set altid reduceret til et spørgsmål om enten-eller; enten giver du din tid og din energi til dit arbejde, eller også giver du den til dine børn.

Mellem linjerne ligger det så lidt: Og hvem af de to vil du så være?

For mange af de kvinder, jeg taler med om ovenstående, er det her forbundet med meget store følelser af utilstrækkelighed. Enten føler de sig utilstrækkelige på arbejdspladsen, eller også så føler de at de ikke er den mor for deres børn, som de egentlig ønsker sig at være. Det første kan være rigtigt stressende at skulle navigere rundt i, og det sidste kan være decideret hjerteskærende og skamfuldt.  

Ifølge Danmarks eneste professor i karrierevejledning, Rie Thomsen, findes der mindst to måder at forstå ordet ”karriere” på. Hun skelner mellem et smalt og et bredt karrierebegreb, hvor det smalle begreb er det, de fleste forstår ved “karriere”.

Det smalle karrierebegreb beskriver nemlig karriere som en støt, lineær, opadstigende, hierarkisk stigen-i-graderne mod større løn og social anerkendelse. På den måde er karriere for ”de få”, der er exceptionelt særlige og dygtige. At gøre karriere handler derfor om at have spidse albuer, for arbejdsmarkedet er en konkurrence og der er kun plads til de få rå på toppen. En karriere er desuden også noget rationelt, som man kan planlægge, styre og kontrollere: ”Hvis jeg tager den og den uddannelse, og arbejder det og det sted, så er mit CV så imponerende, at jeg nemt kan få drømmejobbet med den fede løn herovre.”

De fleste kan nikke genkendende til ovenstående, og mange vil sikkert tænke: ”Ja, det er jo det, karriere faktisk betyder.” Det er også den her forståelse af karriere, der typisk fylder, når jeg taler med mødre om at navigere i både arbejdsliv og familieliv. Men det er også en forståelse, der efterlader størstedelen af os som “nogle, der ikke lykkedes”. Hvis en karriere kun er for de få, så bliver størstedelen af os reduceret til “tabere”, der enten må forsøge at sætte alle kræfter ind for at indhente de succesfulde eller opgive på forhånd og være dem, der ikke kunne klare mosten.

Det er en forståelse af karriere, der potentielt gør mere skade end gavn (Thomsen 2022).

Overfor dette findes så det brede karrierebegreb, der i stedet betoner karriere som en livsbane. På den måde er karriere noget, som ALLE har. Uanset om du er lønmodtager, selvstændig, på dagpenge, selvvalgt udenfor arbejdsmarkedet eller whatever. Du har en karriere, alle har en karriere. For karriere bliver her et begreb for, hvordan vi hver især væver vores livssfærer (familie, arbejde, venner, bolig, hobbyer mm.) sammen til et liv.

Rie Thomsen skriver: ”Vi skal først og fremmest prøve at forstå vores karriere meget bredere, så vi får øjnene op for, at en karriere ikke kun er lig med uddannelse og arbejdsliv. En karriere er en rejse gennem livet, som også er påvirket af relationerne med andre mennesker, og hvad der sker i livet ud over arbejdslivet.” (Thomsen 2022)

Det brede karrierebegreb forstår således karriere som en rejse gennem livet, mere end en konkurrence om at nå til toppen. I den her forståelse af karriere, vægter det individuelle gode liv (hvad der vil være et godt, lykkeligt, bæredygtigt liv for det enkelte individ) langt højere end specifikke samfundsmæssige ideer om, hvad der er ”succes”. På den måde kan det være en fuldt ud legitim og virkelig god karrierebeslutning fx at træde ud af arbejdsmarkedet i nogle år for at være sammen med sine børn, mens man har små børn. Det handler fuldstændig om, hvad der vil fungere bedst for den enkelte mor. Derfor gælder det selvfølgelig også med omvendt fortegn: det kan være en fuldt ud lige så god og rigtig beslutning fx at gå op i tid eller starte ud som selvstændig, selv om det kræver meget af din tid og energi.

Rie Thomsen foreslår bl.a., at vi begynder at bruger ordet “livskarriere” til at nuancere vores almindelige forståelse af, hvad en karriere er: “På samme måde kan ordet ’livskarriere’ måske hjælpe os til at forstå og udnytte, at karriere for alle mennesker er et livslangt individuelt byggeprojekt, opbygning, ombygning, tilbygning, nedbrydning og genopbygning foregår samtidig. Ordet ’livskarriere’ rummer både det brede og det lange perspektiv.” (Thomsen 2002)

På den måde er en karriere ikke nødvendigvis lineær, men kan også i en periode være stillestående, nedadgående, en-gåen-til-siden, en-gåen-lidt-i-ring rejse, der typisk vil være præget af langt mere usikkerhed og tvivl, men også åbenhed overfor, hvad livet kan bringe med sig, end hvad vi normalt forbinder med ”at gøre karriere”. Det er naturligt at være i tvivl om sine karrierebeslutninger (bredt forstået), og tvivlen er et rum til refleksion og nysgerrighed på sig selv og sine egne værdier – ikke nødvendigvis et udtryk for, at man har valgt forkert: “Og de spørgsmål, som vi skal søge efter svar på, lyder: Hvad er mine værdier, ønsker og mål samt færdigheder, egenskaber og viden?” (Thomsen 2002)

For karriere er heller ikke bare noget, vi træffer en beslutning om engang imellem, når vi lige bliver konfronteret med noget, der kommer udefra. Karriere er et udtryk for, hvordan vi lever vores liv: “Hver dag må vi leve vores liv, vi må organisere hverdagen på en sådan måde, at de forskellige og nogle gange modstridende krav, som vi mennesker møder, kan forenes og ordnes. Karriere er derfor ikke et forløb, vi træffer beslutning om, når vi i timevis har sidder og analyseret ønsker og håb til vores arbejdsliv. Vores karriereforløb håndterer vi dagligt ved de mange forskellige valg, vi træffer i hverdagen.” (Thomsen 2022)

Din karriere er således det, du gør hver eneste dag for at væve de mange forskellige dele af dit liv sammen. Det er dit levede udtryk for dine værdier og din person.

Når jeg taler med mødre om det her mere brede karrierebegreb, så bliver der både nikket genkendende og rystet lidt på hovedet. De fleste af os kan sagtens umiddelbart se værdien i et karrierebegreb, der i langt højere grad favner og integrerer andre dele af vores liv – fx vores liv og arbejde som mødre. De fleste kan sagtens se, at hvis den måde at betragte karriere på, blev mere udbredt, så kunne mange tunge byrder løftes fra mødres skuldre.

Men.

“Det er jo bare ikke sådan, vores samfund forstår karriere”, bliver der ofte indvendt. Det er jo bare ikke sådan det er ”i virkeligheden”.

Og nej, det er helt sikkert ikke den dominerende forståelse af, hvad “karriere” betyder. Men på samme måde som vi er mange, der hver dag lægger en masse arbejde i at tage afstand fra dominerende og klaustrofobiske samfundsmæssige idealer om, hvordan ”man skal være en god mor”, så har vi et handlingsrum til at begynde at have nye samtaler om, hvad det vil sige at have en karriere.

Vi kan ikke ændre grundlæggende strukturer i arbejdsmarkedet (fx de ufatteligt begrænsede muligheder for deltidsarbejde) “bare sådan lige”, eller “bare” ved at tale om det, men vi kan begynde at støtte hinanden i for alvor at tro på, at vi både må og kan træffe beslutninger om vores karriere og arbejdsliv ud fra, hvad der gør dig glad i dit liv lige nu.

Vi kan hjælpe hinanden med at undersøge, hvad der er det individuelle gode liv for dig og for mig. Og vi kan hjælpe hinanden med at huske på, at den følelse af utilstrækkelighed, der ofte følger med, når samtalen falder på at arbejde og have børn, aldrig nogensinde har handlet om, at den enkelte mor ikke gør det godt nok.

Kilde:

Thomsen, Rie (2002): Karriere, Aarhus Universitetsforlag