Moderskabet er et usynligt og ordløst arbejde
I bogen ”What Mothers Do – Especially When It Looks Like Nothing” beskriver Naomi Stadlen, hvordan en grundlæggende udfordring i moderskabet er, at der er alt for få ord, der faktisk beskriver det ensformige, cirkulære, usynlige arbejde, der udgør moderskabet.
Og når vi ikke har de helt rigtige ord… når vi ikke helt kan beskrive, hvad det er der overvælder os, dræner os ved at være alene hjemme på barsel med et spædbarn, så er det nemt at feje det af med at det er en ammehjerne, der er holdt op med at virke eller at manglen på søvn, får sætningerne til at gå i knuder inden de kommer ud.
Men hvad nu hvis det ikke er dig og dine ord, den er gal med? Hvad nu hvis det faktisk er fordi, at der ikke findes ord der reelt set beskriver mødrearbejdet?
Stadlen beskriver, hvordan de ord, der faktisk eksisterer, primært er negative. På danske har vi ord som pylremor, hønemor, curlingmor… alle sammen ord der beskriver, hvordan vi i hvert fald ikke skal være som mødre. De ord, der skulle betegne en ønskværdig og positiv måde at være mor på… de mangler.
Stadlen formulerer det som: ”Motherly achievements often go unseen. If there aren’t words for the, how can we recognize them?” (s. 17). Første gang jeg læste de ord, var jeg vitterligt den der eksploderende-hoved-emoji. Jeg følte mig så set.
For utallige gange har jeg selv sagt – og hørt andre mødre sige – forskellige variationer af at jeg glædede mig helt vildt til, at far skulle overtage barslen, ”for så kunne han nemlig se hvordan det er!”.
Selvom mit barns far var meget hjemme (lockdown-barsels-typer her), meget deltagende og jeg generelt ikke mangler ord eller energi til at tale om mig selv, så følte jeg aldrig, at jeg kunne forklare ham fuldstændigt, hvordan jeg havde det. Og det var faktisk en ensom oplevelse.
Jeg tror, der er mange mødre, der oplever det samme. Jeg tror i høj grad, at det er det, der får os til at længes efter andre mødre, for det er som om, at det kun er de andre mødre, der forstår den her oplevelse, der ikke lader sig formulere med ord.
I sin bog – som titlen afslører – forsøger Stadlen at give os det sprog, de ord, vi mangler. Hun pointerer, fremhæver, synliggør alt det usynlige arbejde, som vi har en tendens til ikke at regne for noget. Hvor mange gange har du fx kigget tilbage på en barselsdag og tænkt: ”Jeg har jo slet ikke lavet noget i dag…”?
Ifølge Stadlen er essensen af moderskabet usynligt (s. 15), fordi den essens er kærlighed. At give sit barn kærlighed på mange og forskellige måder, der er unikke for dette barn og denne mor, er det der i sidste ende muliggør, at barnet vokser op og bliver et kapabelt voksent menneske. Hun formulerer det som: ”Mothering enables a newborn to grow into a capable child.” (s. 2). Så tilsammen, skriver hun, er det mødre, der i fællesskab sikrer, at vores samfund, vores kultur, vores civilisation lever videre (s. 13). Det lever videre, fordi mødre hver eneste dag udfører det usynlige, cirkulære, repetitive sisyfos-arbejde, som moderskabet i mange henseender er.
Det tager tid at gro, føde, pleje, opdrage, støtte, forme, løfte, vejlede, korrigere, gentage, hjælpe og elske ubetinget. Det tager tid at blive menneske, og som mødre er vi med på sidelinjen hele vejen. Klar til at træde ind, når der er brug for os, og klar til at træde tilbage og gøre os selv usynlige, når børnene er klar til at stå på egne ben.
Jeg vil gerne slutte af med nogle ord, som jeg tidligere har delt på min Instagram om netop dette usynlige arbejde…
og jordemoderen kigger på din store mave
og spørger dig
bevæger han sig som han plejer?
mærker du liv som du plejer?
hvis du mærker mindre liv så skal du reagere
du nikker
og det ansvar er kun dit
det mærker kun du
og når barnet er kommet i dine arme
ser ingen det enorme dyk
dine hormoner tager
som svarer til en hel overgangsalder
presset sammen på få dage
de kigger bare på dig med hovedet lidt på skrå
og kalder det
baby blues
og på barslen
oh don't get me started
du holder et hjælpeløst lille menneske i live *
du mader
du skifter
du tørrer
du triller
du leger
du udvikler
du trøster
du regulerer
du lærer
du bouncer
du synger
du vugger
og så gør du det forfra
dag og nat
og når barnet bliver syg
ringer du til lægen
som spørger
opfører han sig som han plejer?
og du forventes at vide indgående
hvad normalen er
men hvem har nogensinde anerkendt dig for at have indsamlet den viden?
hvem har nogensinde anerkendt at den viden er vigtig
og at nogen
er nødt til at bruge tid og energi på at tilegne sig den?
og når barnet kommer i dagpleje eller vuggestue eller børnehave eller skole eller og så videre
så kigger de på dig og siger
han er jo nødt til at lære at
dele-med-andre
lege-med-andre
vente-på-andre
være-som-de-andre
opføre-sig-ordentligt-som-de-andre
respektere-autoriteter-som-de-andre
og det er som om de forventer at du har født
en fuldstændig færdig samfundsborger
og ikke en
der først krævede årtiers
arbejde
så hvornår går det op for os
at vi har bygget et helt samfund på
mødres
usynlige
arbejde